Storbritannien rundt i 8 dage
(Smutzige Hazzan's og CannibaliszRex's omtumlede, kortvarige tilværelse i Rutebil på Afveje.)

Vi tilsluttede os selskabet læserrejser "Under Dannebrog & Søfart"s smukke nye chartrede rutebil med den legendariske chauffør Jesper som fører, ved rutebilens førstestop på en ydmyg plads i udkanten af Slagelse.

Vejret, og den nys erkendte klimaændring var absolut ikke med os, men heldigvis kunne vi hurtigt finde ly og tørstslukkende beskyttelse i dette motoriserede blikhylster, som på det nærmeste skulle blive vores hjem en stor del af tiden i de næste 8 døgn og næsten 3000 km.

Efter en hjertegribende afsked med de få farvelvinkende, sikkert hyklende pårørende begav vi os fortrøstningsfulde ud i det uvisse, som efter nogen sløvende kørsel og opsamling af tilstødende alumner langs ruten førte os til et betagende gensyn med vort tidligere besøgte rombrænderi, Johansen Rom i Flensburg, hvor smagsprøver ad libitum, som tilforn bekom os vel.

Vi hastede hurtigt videre fra Bramche i Tyskland til Huis Dorn i Holland, hvor vi lige kunne nå at besøge Kejser Wilhelm II’s eksil igennem 23 år. Her havde den eksilerede kejser opnået familiesammenføring med hvad der til sig hører, overførselsindtægter samt et liv i overflod med det hele. En imponerende samling af blandt andet sabler og andet isenkram, som ikke måtte fotograferes havde kannibalens store interesse, men en ihærdig kustode forhindrede at disse rariteter blev foreviget til glæde for dette organs krævende og sikkert uforstående læsere.

Vi hastede vider til omegnen af Amsterdam, hvor det lykkedes Deres udsendte at indkøbe en vel lagret genever, som alle med undtagelse af Hazzan nød godt af under den videre færd. Jeg var ellers af den formening, at det kun var ost, som ikke bekom min i øvrigt solidariske og fornøjelige rejsekammerat vel. For god ordens skyld skal det fremhæves, at Flemming S. Hansen dog ikke kom til at tørste.

Efter nogen tumult og opstandelse lykkedes det os, at borde ”King of Scandinavia”, hvor vi efter en skrækkelig sørejse ankom til North Shields ved Newcastle den 10. oktober kl. ca. 0900 GMT.

Det, der efterfølgende skulle vise sig at være et højdepunkt på ekspeditionen, var så absolut ceremonien med kransenedlægningen i St. Nicolas Katedral ved mindesmærket for de ca. 800 danske sømænd, som ofrede deres liv under de barske forhold, som blev dem budt under ikke mindst konvojsejladserne på Nordatlanten i de første krigsår, hvor de ”Grå Ulve” havde overtaget.
Hvor Günther Prien, Otto Kretchmer, Joachim Schepke og de andre ubåds-esser tog for sig af tonnagen under Bjørneøen. Men det er jo en anden historie, som vi kan vende tilbage til.

Vi mønstrede 2 kransenedlæggelseskommandoer, som under iagttagelse af en stor forsamling placerede kransene ved mindepladen for søfolk og marinere. En værdig tale af en gejstlig samt afsyngelse af ”Altid Frejdig Når Du Går” afsluttede ceremonien. Herefter var der tid til at beundre de meget smukke glasmosaikker, hvoraf Dr. M. II har indviet en, smukt placeret over mindepladen for de omkomne.

Efterfølgende lunch med en kreds af veteraner og enker samt danskere bosiddende i Newcastle.
Derefter blev vi modtaget af byens borgmester på rådhuset, hvor vi nød a nice cup of tea.
For resten har jeg nu forstået, hvorfor englænderne drikker så meget te. Fordi deres kaffe smager rædselsfuldt.

Ad snørklede veje langs Hadrians Mur *) nåede vi godt trætte Liverpool, hvor vi blev indkvarteret for to døgn i et godt hotel indrettet i et tidligere pakhus i Albert Dock med udsigt til havnebassinet med rigtige skibe samt et underligt, gult flydende, motoriseret objekt, som vi senere stiftede nærmere bekendtskab med, idet vi med sand dødsforagt og uden frygt gav os elementerne i vold under en livlig og spændende havnerundvisning om bord, i det der viste sig at være en ombygget sag, der blev benyttet under invasionen i Normandiet.

Det imponerende maritime museum brugte vi så meget tid på, at Hansen og jeg enedes om at droppe The Beatles Story.

Efter endnu en rutebilrundfart i omegnen af Liverpool beså vi U-534 en type lXC/40, som led den skæbne at blive sænket af 4 RAF Liberators nær Anholt den 5. maj 1945 kl. 1328. 3 mand omkom, men 48 mand herunder bådens chef, kapitänleutnant Herbert Nollau blev reddet. U-båden blev i 1993 bjerget og anvendes nu som museum. Om U-534 har Steen Johansen skrevet bogen ”U534 Nazi-ubåden ved Anholt”.

Efter endnu en delvis god nats søvn (Hansen snorker noget så grusomt) indtog vi et langtidsholdbart morgenmåltid og af sted gik det med rutebil og færge til Belfast i Nordirland.

I og omkring Belfast nød vi den smukke natur og besøgte en del kroer, som alle havde godt øl, god betjening og velsmagende føde.
Efter overnatning og solid affodring var vi på farten igen; til Londonderry ad kringlede små veje.

Kom for sent til verdens ældste Whiskybrænderi og syntes at det hele gik lidt for hastigt og komprimeret. Ikke blot jeg havde set frem til et længere ophold i Derry. Men dengang ej.

Rutebilen skulle jo overholde fartplanen. Vi kom da også rettidigt til afgangen fra Belfast hvor vi med HHS-færge blev fragtet til Skotland og fulgte hurtigste rute til Barnsley i England, hvor et velfortjent hvil ventede efter den megen strabadsering. I nattens løb havde jeg dog en grim oplevelse, idet Hansens snorken lød noget fjern. Mysteriet blev opklaret, da jeg erfarede, at den stakkels mand havde placeret sine sure tæer i hovedenden. Åbenbart en tak for sidst, idet han hårdnakket hævdede, at jeg snorkede højlydt.

Så var det igen tid til breakfast, buskørsel og check-in ved DFDS i Harwich, hvorfra vi afsejlede kl. 1800 med ”Dana Sirena”. Efter en behagelig tur over Vesterhavet ankom vi til Esbjerg den følgende morgen, hvor vi aflagde Esbjerg Marineforening et besøg. Et pragtfuldt sted, hvor formand og kasserer tog imod og fremviste, beværtede og fortalte. Esbjerg MF er ejer af eget hus med en fremragende beliggenhed på havnen, hvor de ca. 400 medlemmer mødes på vanlig vis i de imponerende museumslignende stuer.

Mandag den 16. oktober sluttede vores odyssé efter et mindeværdigt samvær med dejlige mennesker, ca. 2700 kørte km og 700 udsejlede sm.
 

 *) Den 117 km lange mur, der afgrænsede det område, som romerne havde erobret i tiden 14-98 e. Kr.

Sign. Jørgen 'Cannibalis Rex' Nielsen