Gardehusarbesøg i marineforeningen


Husarer og sømænd, en fæl sammensætning for løsgående fruentimmere

Begge kategorier var repræsenteret onsdag d. 7. december på pladsen foran Marinestuen.
Mange onsdage i årets løb har ”Søulkene” nydt godt af Gardehusarernes ridt gennem byen, men da vi jo bor i kælderhøjde, har vi kun kunnet nyde det flotte optog set fra neden. Derfor besluttede vi, i Marineforeningens regi, at invitere husarerne og disses transportmidler på en lille visit i Marinestuen.
Efter nøje overvejelser blev vi dog enige om, at der måske var lige lavloftet nok indenbords, så det blev aftalt, at parkeringspladsen ville være mere passende.
Efter ansøgning til regimentet blev ansøgningen bevilget og effektueret d. 7. december, hvor vi var værter ved en sæk gulerødder og en lille forfriskning til besætningen.
Vi har jo altid haft et særdeles godt forhold til kasernen og de skiftende regimentschefer, så vi betragter besøget som en flot gestus fra Gardehusarregimentets side, og håber på en gentagelse næste år. Det gjorde jo ikke noget, hvis det kunne udvikle sig til en tradition.
Efterfølgende afholdt ”Søulkene” en beskeden julefrokost. 
(Referat fra vort søsterorgan "Mastekranen")

 Til billedserie fra besøget
 Til Søulkenes sektion